Endometriose. En sygdom der lagde en sort skygge over mit liv i 30 år. ................

D. 30 april 2012 var dagen, hvor den store operation var planlagt til at foregå.
Operationen som forhåbentligt, skulle give mig et tåleligt liv igen efter, at have blødt uafbrudt i de sidste 4 år, og efter at have lidt af mensessmerter og voldsomme blødninger fra mit 12. år.
De sidste 4 år, havde også budt på 13 operationer i mit underliv, hvor man  gættede på alverdens ting, lige fra cancer til arvæv, efter at have fået 3 kejsersnit i mit liv.
Oven i købet, var de tre kejsersnit, foretaget forskelligt. Et fra navlen og ned. Et i bikinilinien, og et lidt højere oppe, også tværlagt, så mine ar krydsede hinanden.
I 2008 havde jeg været indlagt til en operation, på Slagelse sygehus. Den første af disse sidste 13 operationer, hvor man fjernede toppen af min livmoder, da man havde fundet en knude, på str. med en mandarin, som blev taget med ud.
Der blev jeg også skåret fra navlen og ned til bikinilinien, og desværre, sprang min bughinde, efter denne operation på tredjedagen. Derfor røg jeg i en ekstra akut operation, denne gang i Glostrup, hvor jeg fik sat barduner ind til, at holde bughinden sammen.
Dog først efter, at have været igennem lægevagten, hvor jeg sad i to stive timer og hylede af smerte, i venteværelset. For så at blive transporteret over vejen på Glostrup sygehus, i en kørestol, da portøren havde misforstået informationen fra lægen om en seng. En vej der iøvrigt er belagt med brosten.
På den anden side af vejen, var akutmodtagelsen. Jeg blev bedt om, at rejse mig, og kravle op en seng i undersøgelsesværelset. Det var nærmest umuligt, at koordinere mine bevægelser, fordi smerterne var sindsyge, og det føltes som om min mavemuskel var trukket over.
En meget utålmodig sygeplejerske, på den ene side af min seng, ville gerne måle blodtryk, og hev i min arm samtidig med, at jeg prøvede, at rokke mig ind i sengen. Et kæmpe operationssår, gjorde jo ikke noget af det nemmere. Jeg hev armen til mig. Hun hev fat i den igen.
De var nok i vildrede hvad der skete inden i min mave, men hun ejede ikke empati, eller tålmodighed.
Jeg hev igen armen til mig. Hun tog fat i den en gang til, og spurgte, om jeg ønskede hjælp eller ej.
Der sluttede min tålmodighed med hende, og jeg råbte efter hende, at rørte hun mig en gang til, så hamrede jeg hende en midt i fjæset.
Sygeplejersken på den anden side af min seng, bad hende gå ud. Hun kunne vist godt se at min smertegrænse for længst var overskredet.
Jeg røg til obs. på gynækologisk afd. og først 11 timer senere, valgte de at scanne min mave. Der konstaterede de, at bughinden var sprunget, og mine tarme var på vej ud i selve bugen, at de var voldsomt afklemt, og jeg havde tarmeslyng.
Jeg husker en læge stod ved min seng og sagde,
-Nu ligger du bare helt stille, for det næste er at dine tarme brager ud igennem operationssåret på din mave.
Jeg tror nok lige, at jeg lå helt stille. Indtil jeg røg i narkose, og fik de satans barduner i.


Helt fysisk, er barduner ståltråd, som ligner det man fjerner et hav af, hver gang ens børn får nyt legetøj. Metaltråd, som er belagt med plastik, som er surret fast om dukker, biler, robotmænd, doktorsæt etc, så det er en videnskab at få frigjort, fra de papæsker, legetøjet leveres i.
Jeg fik tre barduner, syet gennem min bughinde, strammet til, og havde enderne siddende, uden på huden, snoet rundt om en metalplade, så det hele strammede og gnavede. Jeg havde jo ligesom også et tre dage gammelt operationssår, lige mellem bardunernes udgang i hver side, som var sat sammen med hæfteklammer.
14 dage skulle de sidde der og holde bughinden sammen.
Jeg husker det som én lang smerte-periode. Bardunerne strammede, mit operationssår sad i klemme, og jeg reagerede allergisk på disse metaldimser, så jeg fik store plamager af nældefeberudslæt på hele min mave.

Det var den største lettelse, da disse barduner blev trukket ud, og hæfteklammerne fra operationen fjernet.
Desværre var en fire år lang blødningsperiode nu startet, og der lå 12 operationer foran mig. Det vidste jeg bare, heldigvis, ikke på dette tidspunkt.
Derudover nåede jeg, at miste tre faste job, i disse 4 år der fulgte.

Jeg røg ud og ind, til operationer.
Jeg husker, at jeg den ene gang, røg ind igen på Glostrup akutafd.
Jeg lå på en stue og ventede på bagvagten. På et tidspunkt kunne jeg høre, hende den utålmodige sygeplejerske, der havde været så forfærdelig, da min bughinde sprang.
Jeg sagde til Peter, at hvis HUN kom ind til mig, så røg hun lige så hurtigt ud.
Peter havde ikke kendt mig ret længe, og var helt nervøs over mit voldsomme temperament. Så han smuttede stille ud, og lige tjekkede, at hun ikke var på vej ind på min stue.
Klogt træk.

Nå, men den ene operation efter den anden fulgte nu.
Så fjernede de noget af livmoderhalsen. Så tog de små "cyster" fra livmoderen. Nogle operationer igennem skeden, andre med kikkert igennem maveskindet. En enkelt gang nægtede jeg, at blive indlagt til operation, da de igen, ville fjerne en cyste, som "hang" ud af min livmoderhals.
Jeg var sendt ind til tjek på Glostrup gynækologiske afd. en sen eftermiddag, da min egen læge, synes det så lidt underligt ud, som om der sad "noget sort" væv på vej ud af livmoderhalsen.
Da lægen sagde operation akut, sagde jeg NEJ. Giv mig noget smertestillende, og tag det ud her, på briksen.
Efter lidt diskussion frem og tilbage, gav hun mig to morfinindsprøjtninger, en i hvert lår, og så trak hun i den sorte dims, og kunne frigøre den med en lille saks.
Dét gjorde edderbrandbrøleme ondt.. Men jeg kunne gå hjem kort efter.

På et tidspunkt midt i alle disse operationer, blev Glostrups gynækologiske afd. sammenlagt med Herlevs.
Så jeg hørte nu til der, og mødte masser af nye læger, og sygeplejesker.
En norsk kvindelig læge, var meget obs på mine mange problemer, og sendte mig til alverdens scanninger, og røntgenundersøgelser.
Hun mente at nu, hvor jeg havde 13 operationer i mit underliv bag mig, udover tre kejsersnit, var det på tide, at der blev fundet ud af, hvad der foregik derinde. Der måtte være en diagnose. Jeg var skåret op så mange gange, at enhver ny operation, måtte planlægges ned i mindste detalje.
Min ene æggestok var groet fast på min urinblære. Den anden sad fast på resterne af min livmoder. Min livmoderhals, som var blevet forkortet gang på gang, fordi den så hævet ud, blev ved at være hævet og øm ved berøring. Ligeledes havde  jeg blødt uafbrudt, siden den første underlivsoperation i 2008.
Jeg havde ondt i min venstre nyre, så jeg også et par gange, røg ind til obs for nyresten, eller endda nyresvigt. Men der var intet at finde i de nyrer.

Efter mange konsultationer hos hende, begyndte hun at planlægge operation.
Hun talte med eksperter, og jeg blev undersøgt af alle mulige. De læste mine journaler, forfra og bagfra. De talte om at jeg ikke kunne undgå at få colostomi, (afføring ført ud på siden af maven). Måske samme løsning med urinen.
Det hele så noget sort ud, syntes jeg.
En dag jeg var der igen, efter at have gået til faste undersøgelser hos hende, fra sept. 2011, til januar 2012, siger hun til mig, at de nu vidste hvad jeg fejlede.
Jeg led af endometriose. En hormonbetinget sygdom, som jeg altid havde haft. Derfor de voldsomme blødninger, siden jeg startede med, at menstruere som 12 årig. Derudover havde jeg altid lidt af ekstreme mensessmerter. Min cyklus var 50/50. 14 dage uden menses. 14 dage med. Året rundt. I 30 år. At jeg havde fået tre børn, var noget af et under.
Måske der også her, var en forklaring på, hvorfor mit midterbarn Ann-Sofie, havde haft iltmangel i graviditeten, som havde gjort hende hjerneskadet, og medført hendes død, fjorten dage før hendes termin i 1998.

Nu er det vist på tide, du kommer ind til ekspertene på Riget, sagde hun. Jeg tør ikke udføre denne operation på dig.

Eksperterne??? Hvorfor skulle der 13 operationer til, før jeg mødte dem?
Det kunne hun faktisk ikke svare mig på. Men hun ville med det samme henvise mig til gynækolisk ambulatorium på Rigshospitalet, hvor man også havde to meget dygtige Endo-læger.



______________________________________________________________________________


Den første undersøgelse på Rigshospitalet, blev foretaget af en Endometriose-ekspert som var tilknyttet Skejby sygehus.
Jeg fandt senere ud af, at der var tre meget dygtige endo-læger, som jonglerede mellem Skejby og Rigshospitalet.
Hun scannede mig, både udvendigt på maven, og via skeden. Hun var meget grundig, og fortalte undervejs, om hvad hun så derinde.
Massevis af endovæv.
Resterne af min livmoder, lignede en hel livmoder, fordi endovævet var groet videre, rundt om den. Udomkring tarmene. Op omkring min ene nyre. I mellemgulvet, kunne hun også se endovæv. Hele min bug var fyldt med det skidt.
Hun forklarede mig, at endovævet, var en slags falsk livmodervæv, som groede, på samme måde, som når man i en tegnefilm, så et lille frø blive smidt, og det groede op som livets træ. Bredte sig bare overalt hvor det kunne.
Rundt om tarme, urinledere, blære, nyrer... alle vegne hvor det kunne få adgang.
Hun var ikke i tvivl om, at det var en omfattende operation, jeg skulle igennem.
Nu skulle hun holde konference, med de andre endolæger, og kigge på billederne fra scanningen. Jeg ville nok blive kaldt ind igen, til nye scanninger,
Jeg skulle have taget et hav af blodprøver, og så ville de gerne lave en undersøgelse af min venstre nyre, som så ud til, ikke at fungere særlig godt.
Jeg havde også ofte knas med den nyre. Jagende smerter, som kom uden varsel.



De næste måneder var jeg til flere undersøgelser. Fik skyllet kontrastvæske gennem min ventre nyre et par gange, og ved anden undersøgelse, var de ikke i tvivl. Jeg skulle have et JJ-kateter, som skulle ligge fra min blære, gennem kanalen til nyren, da passagen var rigtig dårlig. Endovæv var groet så tæt sammen omkring den tynde streng, at den nærmest var trykket flad.

Jeg fik lagt kateteret i fuld narkose, da det var lidt kompliceret, grundet alt det endovæv, som spærrede for indsyn via scanning.
Allerede samme aften, som det var lagt, mærkede jeg en vanvittig smerte i nyren.
Jeg var kommet hjem, og ringede straks ind på Riget for, at høre om det var normalt, at det gjorde SÅ ondt.
Desværre ja. Rigtig mange med JJ-kateter mærker disse "stik" i nyren, fra den lille "krølle" der føres ind i nyren for at holde kateteret på plads :)

Disse nyresmerter måtte jeg forsøge at leve med, da de faktisk helst ikke fjernede kateteret før efter den operation, der skulle til, for at fjerne endovævet rundt omkring i min krop. Så havde de nemlig styr på denne tynde streng, når de skulle skære rundt omkring nyre, og blære.

Det var ulidelige smerter jeg så frem til, fra det kateter. Desværre næsten på dagsbasis.
Når de kom, var det bedste at sidde og rokke frem og tilbage. Men nogle dage blev det så slemt, at jeg dårligt kunne bevæge mig.
Mere end en gang har vagtlægen, sendt mig akut ind på Riget, fordi de var bange for, at kateteret havde gnavet hul i min nyre.
Første gang jeg røg afsted med ambulance til Riget grundet disse nyresmerter, siger falckmanden til mig, da vi nærmer os..
- Jeg ved godt det gør vanvittig ondt. Jeg har selv lidt af nyresten. Så jeg vil lige advare dig om, at når vi kører ned til modtagelsen på sygehuset, bumler det en del. Arkitekten der tegnede det fine byggeri, syntes at brosten, ville være så fint i den nedkørsel.
Jeg siger det bare. Havde den arkitekt siddet i ambulancen, så havde jeg pandet ham en på knolden.
Hvorfor... ? Spørger jeg bare. Der er vel også mange brækkede lemmer der skal den vej...
Gjorde det ondt før, så lover jeg jer, at turen over de brosten, var et smertehelvede, med en nyre der vred sig i smerte.

Der var ingen kære mor, hverken omkring nedkørslen på brostenene, eller udsigt til at de fjernede JJ-kateteret.
Det havde ikke lavet hul i nyren. Stak bare lidt.  LIDT... Det stak som ind i helvede.
Jeg måtte leve med det. Det blev kun fjernet i alleryderste konsekvens.


Jeg gik til den ene undersøgelse efter den anden. Blev scannet, og trykket på, og undersøgt ude og inde. Blev forklaret om, at det ville blive en større operation. At jeg højst sandsynligt vågnede med colostomi. Næsten lige så sikkert med uristomi,
Altså både afføring og urin ført ud af siden.

De ville fjerne resten af min livmoder, samt begge æggestokke. Desværre var den ene groet fast på min blære, og ville være en svær opgave at få fri. Derfor udsigten til uristomien.
Mine tarme var fuldstændig pakket ind i endovæv. Endometriose er stift væv, så mine tarme var strammet ind, som en rullepølse, og gjorde derfor voldsomt ondt. De viste mig på en scanning, at det der normalt var en masse bløde tarme, som de kunne puffe i med scanneren, som en blød bolledej, så var min tarme en stor hård klump, de kunne skubbe frem og tilbage som en sten med scanneren.

Efter næsten 4 måneders forberedelse, var der nu sat en dato for operationen.
D. 30/4 2012 skulle jeg opereres, af to endolæger på Riget.

Min tredje arbejdsplads, mens jeg kæmpede med alle disse operationer, havde fyret mig, og den dag operationen skulle finde sted, var faktisk på min sidste arbejdsdag i Københavns kommune.

Dagen før operationen, var jeg til et tjek på afdelingen, hvor jeg skulle indlægges dagen efter. Jeg fik taget blodprøver, og blev igen scannet indvendig. Jeg blev indskrevet, så jeg vidste hvad stue jeg skulle møde ind på næste morgen. Der ville være klar til mig, så jeg bare kunne kravle i seng, og vente på en portør.
Jeg fik en pille med hjem, jeg skulle tage inden vi kørte hjemmefra for, at tage den værste nervøsitet. Dét var jo en stor operation, jeg skulle igennem.
Heldigvis vidste jeg ikke på dette tidspunkt, hvad den næste måneds tid ville indbringe, på minuskontoen af kedelige oplevelser.
Jeg glædede mig bare til, at få det overstået. Stoppe med at bløde. Slippe for smerter konstant i min bug, som var stopfyldt med endometriose.

Næste morgen kl. 8, var jeg på afdelingen. Lidt sløv af den der lille pille. Men vågen og klar i hovedet. Jeg fik sygehus tøj på. En trøje som var lukket foran, og som kun blev holdt sammen af en enkel knap oppe i nakken bagpå. Så den var nem at fjerne, når jeg var bedøvet på operationsstuen. ingen benklæder, men et håndklæde til at lægge over skridtet. Det skulle jo også bare væk, så de kunne komme til. De regnede med, at lave operationen gennem 6 eller 8 kikkerthuller, fra skambenet og op omkring mellemgulvet. Ligeledes ville de opererer gennem skeden.
Måske, ville jeg vågne med ét langt operationssår, hvis de ikke kunne klare sig med kikkerterne. Og stomierne kunne jeg ligeså godt forberede mig på, ville være der. Det var næsten usandsynligt andet.
Kedelige udsigter.
Støttestrømper blev også trukket på mig, og jeg blev barberet fra bryst til midt på lårene.

Nu var det bare, at vente på portøren.

Han kom ved 9 tiden. Jeg var klar. Så meget man nu kan være.
Nervøs var jeg i alt fald. Operationer var ikke det mit liv skortede på, og jeg hadede at blive lagt i narkose.


Nede på operationsgangen, var der som sædvanligt iskoldt. Man opererer i meget få graders temperatur.
Mange mennesker var omkring mig. Søde alle sammen.
Jeg blev spurgt om alt muligt, jeg havde svaret på mange gange. Cpr.nr. Allergi. Om jeg var oplyst om at stomi var sandsynligt. At jeg ville vågne med en morfinpumpe i ryggen, fordi det ville svært at smertedække mine tarme, de første dage...
Alt blev gjort klar omkring mig, og en meget sød mandlig anæstesisygeplejerske, forklarede mig om, at han snart ville lægge mig til at sove.
Han ville være ved mig konstant under operationen og have styr på bedøvelsen, så jeg ikke dukkede op til overfladen, midt i det hele.
Jeg spurgte om han lovede at passe på mig, fordi jeg faktisk havde to børn. Den ene på kun 9 år. Det lovede han.
Jeg fik et glimt af uret på væggen, da han gav mig maske på. Kl. var præcis 10.03 viste digitaluret.
Jeg skulle tælle ned fra ti, mens han smilede behageligt til mig, og en anden sygeplejerske holdt min hånd og aede den, mens jeg blev bedøvet.
Jeg talte fra 10 ned til 8, så husker jeg ikke mere.

Det næste jeg husker, er at jeg vågner på en utrolig stille stue. Det mylder der var på operationsstuen, er afløst af dæmpede stemmer. To stemmer kan jeg høre. De taler stille sammen, meget tæt på mig. Men jeg kan ikke fokusere, og alt er tåget omkring mig.
Jeg prøver at få en arm ned til min mave. Skal mærke den der stomi.
Men jeg har slanger alle vegne, og der er forbinding fra brystet og helt ned til skridtet.

De to stemmer kommer hen til mig.
-Når du er ved at vågne, konstatere den ene.
- Jeg vil mærke den der stomi. Hvor den sidder. Svarer jeg.
- Du slap Charlotte. Ingen colostomi. Ingen uristomi.

Pyha. Jeg lader øjnene falde i igen. Jeg er bare så forbandet træt.
De roder lidt med slangerne rundt om mig. Retter dynen. Spørger om jeg vil have noget væske i min mund.
-Nej. Jeg vil sove.

Da jeg igen vågner, er der et par stemmer mere i rummet. Jeg ligger lidt og prøver at fokusere. Får øje på et ur over en dør. Kl. er 14.12.
Fire timer er der gået, siden de lagde mig i narkose.

Sygeplejersken fra før er der igen.
-Er du vågen? Er du tørstig? Dit navn, og cpr-nr. Kan du huske det?
Jeg svare på det hele. Og ja- jeg er meget tørstig.
-Du har sovet godt og længe, smiler hun.
-Hvor længe? Spørger jeg.
-Lige knapt tre timer her hos os!
-Hvad er klokken da? spørger jeg og kigger på uret.
Hun kigger samme vej og siger, at klokken er kvarter over to.
Det er nat.
Det er 14 timer siden jeg blev bedøvet.
-Operationen varede i 10 timer Charlotte. Det var to meget trætte læger, der overleverede dig her hos os, for 3½ time siden. Men også to meget glade læger, som havde opereret dig uden at skulle lave stomi. De besøger dig så snart de har sovet lidt.

Ti timer! Det lød vildt i mine ører. Ti timer, hvor der blev skåret og snittet i mig.
-Hvad med operationssårene? Spørger jeg. Er det både gennem skeden og kikkerter?
-Desværre måtte de åbne dig fra navlen, til skambenet. Derudover er der 6 kikkerthuller højere op.
Du er også opereret gennem skeden, og du ligger med et morfindrop, som holder dig smertefri. Det er en meget stor operation, du har været igennem.
-Alt det vil lægerne forklare dig når de kommer.

Jeg får lidt at drikke, men er så træt, at jeg ikke kan holde mig vågen.
Jeg kan høre de taler om, at jeg nok hellere må blive på opvågningen natten over, da der er personale ved mig konstant.
-Vil I ikke fjerne den der dims i næsen, spørger jeg.
Jeg får ilt, som føles kold og gør min næse tør.
-Nej den må blive der nogle timer endnu, svare sygeplejersken.

Jeg vågner igen, ved at en mand kalder på mig.
-Er du vågen Charlotte?
Jeg vågner langsomt, og ser den ene endolæge stå ved mit ansigt.
Han smiler til mig, og siger,
-Ingen stomi.
-Jeg smiler tilbage, og hvisker,
-Tak.

Den kvindelige endolæge er de også.
De fortæller om operationen, som var større og sværere end forventet. De ellers ellers forventet det værste, synes de.
Ti timer havde de arbejdet side om side. Skrabet endovæv af stort set alle mine tarme. Af blæren. Af urinledere. Af nyrerne. Selv i mellemgulvet, sad der endovæv som var nærmest forstenet.
De havde fjernet resterne af min livmoder, og æggestokkene. Jeg måtte forvente, at overgangsalderen ville indstræde inden for den nærmeste fremtid.
Det var også meningen, da det stopper endovævet i at vokse.

Jeg var åbnet som sygeplejersken havde beskrevet. De havde startet med, at lave 8 kikkerthuller, men kunne hurtigt se, at det ikke var nok.
Nu skulle jeg have morfinpumpen siddende i ryggen de næste par dage, og så måtte vi tage den derfra.

Jeg var bare lettet over, at jeg ikke havde stomi. Jeg havde fået så mange operationer. Jeg havde haft en sprunget bughinde. Jeg havde fået tre kejsersnit.
Herre Gud. Nu skulle jeg bare vokse sammen igen.
Peanuts......


Jeg kom op på afdelingen, på en enestue. Jeg var sengeliggende, men skulle op at stå ret hurtigt. Og gerne flere gange dagligt. Blodpropper skulle undgås.

Morfinpumpen gjorde, at jeg ingen smerter havde. Men jeg var frygtelig bevægelseshæmmet.
Mit indvendige sår var, hvis det blev foldet ud, ca. 1 kvm. stort, forklarede de.
Det gav mening, i forhold til den mindskede bevægelsesgrad.

Men det var overstået... Der var kun en vej nu... Gro sammen og hjem...

Troede jeg...De første to døgn på afdelingen drejede sig om smertedækning, og små korte turer op af sengen, for at holde blodomløbet i gang.
Jeg var virkelig handicappet efter denne operation. De ydre sår, var det mindste af det, på trods af, der var mange operations-sår, hvoraf det ene var 32 cm langt.
De indre sår, var de værste. Det føltes som at have en mega stor hudafskrabning i hele maven, underlivet, bugen og mellemgulvet. Alle de steder hvor de havde skåret og skrabet for at fjerne endovæv.
Jeg lå med en morfinpumpe i ryggen, som sørgede for smertestillende, men smertefri var jeg ikke hele tiden. Desuden er jeg ikke god til det med morfin. Jeg får kløe på hele kroppen af det, og det var ubehageligt at ligge i en seng, der føltes som om den var foret med kløpulver.

Efter 2 døgn, fjernede man morfinpumpen, og jeg begyndte at få smertestillende pr. os.
Jeg blev rykket ned i den anden ende af afdelingen, hvor man ikke var lige så tæt overvåget.
Nu skulle jeg bare rekreere og gro fint sammen. Komme ud af sengen. Få gang i tarmene, og sidenhen hjem.
Jeg var meget konfus af alt det smertestillende jeg fik. Mad var umuligt at indtage, da mine tarme slet ikke ville samarbejde med resten af systemet. De gjorde så ondt, at det føltes som krampelignende smerter. Kolik vil jeg tro minder om det.
På tredjedagen, var jeg oppe og gå, ved hjælp af en talerstol. Jeg kunne ikke gå uden, da det indvendige smertede så voldsomt. Jeg gik op ad gangen, og følte en ubeskrivelig "ked-af-det-hed", som jeg ikke kunne forholde mig til. Tårerne begyndte at sile ned af mine kinder, og jeg gik bare, som om der ingen var omkring mig, og hulkede.
Bag mig kunne jeg høre en sygeplejerske nærme sig, mens hun kaldte på mig.
Jeg gik bare videre og tudede.
Da hun kommer op på siden af mig, kigger hun på mig og udbryder,
-Hvad sker der dog Charlotte?
-Det ved jeg ikke, hulkede jeg.
Hun smilede til mig, tog fat i talerstolen og fik den drejet rundt, og gik ved siden af mig mod min stue.
Jeg hylede.
-Da vi kommer ind på min stue, siger hun smilende,
-Charlotte. Du er gået i overgangsalderen nu.

Tre dage efter, at de fjernede min livmoder og æggestokke, startede min overgangsalder for fuld skrue. Indenfor et døgn udviklede jeg hyleturer, hedeturer og raseri-udbrud.
Jeg var som en furie, der desværre, eller måske heldigvis, var noget hæmmet af en opereret krop.
Jeg skældte og smældte. Jeg hylede, og jeg kogte sveden ud af min krop.
Jeg fik skiftet sengetøj flere gange dagligt, og jeg råbte efter tørre dyner og puder, dag og nat.

På 6 dagen var det tid til at blive udskrevet, hvis der var gang i mine tarme. De vred sig, og var ikke særlig samarbejdsvillige.
Men det var lykkedes mig én gang, at levere en mini mini portion i toilettet, så alle smilede og sagde, at nu virkede de som de skulle.
Jeg følte de skreg af smerte, og knagede som om de trængte til at blive smurt med olie.
Men jeg blev udskrevet, med en portion smertestillende piller, og en tid til at komme og få fjernet klipsene i operationssårene.
Dagen efter, om morgenen, lå jeg i min sofa, efter en nat, uden særlig meget søvn. Sebastian var lige sendt afsted i skole, og jeg ville tage en lur. Jeg var stadig voldsom bevægelseshæmmet, og fik fortsat morfin fire gange i døgnet, sammen med panodil og voltaren.
Jeg kan huske, at jeg fik et nyseanfald, og at jeg følte jeg skulle tisse.

Jeg får rejst mig, og går ud på toilettet. Kan ikke tisse. Sidder der lidt og opgiver.
Jeg går videre ud i køkkenet, hvor Peter er i gang med at vaske op. Han havde taget et par dage fri, til jeg var klar til at overtage det herhjemme, med at få Sebastian i skole etc.
Jeg står i døren, og så kan jeg mærke varmen ned af benene.
-Peter, siger jeg. Jeg står og tisser i bukserne. Jeg kunne altså ikke mærke at det kom.
Jeg har sorte gamasher på og en sort løs kjole udover. Jeg løfter op i kjolen, og ser væske stå ud af mit operationssår, som om det bliver pumpet ud, i små bitte stød.
Væsken løber ned af benene og mine strømper er sjaskvåde. Jeg skriger op. Peter bliver lige så forskrækket, og sammen får vi mig ned og ligge på ryggen, der på køkkengulvet.

Peter ringer afdelingen på Rigshospitalet op, hvor jeg blev udskrevet fra dagen før.
Han forklarer at der løber vand ud af mit sår, og bliver hele tiden afbrudt med spørgsmål fra sygeplejersken.
Jeg bliver mere og mere utålmodig, da jeg kan mærke væsken løbe ned af siderne på mig, ind under ryggen, og helt op i mit hår. Peter kan se en pøl af vand omkring mig.
-Giv mig røret, nærmest hyler jeg.
Jeg får det, og råber ind i røret, at jeg er sikker på min bughinde er sprunget.
-Tror du ikke bare det er lidt sårvæske? siger stemmen i røret.
-Nej, det vælter ud af mig, jeg er våd fra top til tå.
Hun er ikke samarbejdsvillig. Jeg vil have en ambulance og ind på afdelingen.
-Kan I ikke tage en taxa herind, foreslår hun.
-Nej jeg kan ikke rejse mig. Bestil nu den ambulance.
Hun taler med en kollega. De foreslår på et tidspunkt, at jeg selv bestiller en. Men  det vil jeg ikke, da de så evt kører mig til Hvidovre eller Glostrup sygehus.
Endelig lykkedes det at få hende til at forstå, at hun bliver nødt til at bestille den. Men hun virker ikke glad for beslutningen.

Da ambulancen kommer, konstaterer de straks, at dette ikke er sårvæske. Men hvad det er kan de ikke vide.
Jeg siger til dem, at jeg er 100 % sikker på, at min bughinde er sprunget. Jeg har prøvet det før.
Jeg bliver kørt ind, og kommer op på afdelingen. Bliver jeg kørt ind på en undersøgelsesstue, hvor flere læger og sygeplejersker kigger på mig.
De er ikke sikre på hvad det er. Såret ser fint ud. Men der var kommet meget væske, det måtte de dog indrømme.
Jeg blev ved at påpege, at min bughinde sprang ved den første endo-operation i 2008. Men de ville ikke scanne mig for det.
Jeg hørte til sidst en kvindelig læge, på vej ud af stuen sige,
-Indlæg hende til observation, og vær obs på at det KAN være bughinden der er sprunget.

Jeg blev indlagt på samme afdeling, som havde udskrevet mig dagen før. Nu på en tosengsstue.
Jeg lå dog heldigvis alene.
Det var fredag sidst på eftermiddagen, og der var ingen tvivl om, at det der ville ske de næste dage, var INGENTING.
Afdelingen var på vej ind i weekendens neddroslede trummerum.
En sygeplejerske kom ind og meddelte, at der var mad i opholdsstuen. Jeg spurgte om jeg kunne få det ind på stuen, da det gjorde ondt at gå.
Nej, jeg skulle selv hente det, da jeg var indlagt til observation, og var oppegående, var svaret.
Jeg sprang maden over.

Jeg fik min medicin ind. Smertestillende. Peter var ved at skulle hjem, Jeg spurgte om han ikke lige ville følge mig i opholdsstuen efter noget yoghurt. Vi tussede op af gangen sammen. De smertestillende piller gav mig ro til at bevæge mig.
Vi mødte en kvindelig læge på gangen, som spurgte om jeg dog ikke ville hjem. De ville jo ikke gøre noget før mandag, og der var "det" jo nok gået i sig selv.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Vi gik op i opholdsstuen efter yoghurten. Vi satte os på gangen ved et bord, Jeg med yoghurt, som jeg nippede af. Trangen til mad var minimal.
Den kvindelige læge kom igen.
-Vil du ikke hjem Charlotte? Spurgte hun.
- Er det sikkert for mig at være hjemme? Hvad hvis det er bughinden? Spurgte jeg.
-Det ser ikke ud til at det er din bughinde. Og ja, det er sikkert for dig at være hjemme. Svarede hun.
-Og det tager du ansvar for. Spurgte jeg.
-Ja, Svarede hun.  ( Jeg kan hendes navn endnu) ;)

Vi talte frem og tilbage om det, Peter og jeg.
Han var ikke stolt af det, efter turen i morges med væske sprøjtende ud af mit operationssår.
Jeg var fristet. Hadede at være indlagt. Og desuden havde jeg en lille dreng derhjemme, som skreg på sin mor.

Vi to en taxa hjem lidt efter kl. 21.
Torben og Jeanne, Peters venner havde Sebastian. Vi ringede til dem, om de ville møde os hjemme. Jeg ville gerne have min søn hjem, som savnede at jeg var der.

Hjemme redte vi op i stuen til mig. Der var ingen tvivl om, at jeg ikke på nogen måder turde traske op og ned af trappen til vores soveværelse. Jeg følte, at noget var galt indvendig.
Jeg sov på den ene sofa. Sebastian på den anden. Peter redte op på stuegulvet til sig selv.
Da kl. var 3 om morgenen vågnede jeg med den vildeste kvalme. Jeg stod forsigtigt op, og gik på toilettet. Drak lidt vand fra hanen, og prøvede om jeg kunne tisse. Det var stadig svært for mig, da alt indvendig stadig var meget ømt.
Da jeg sad der på toilettet, startede jeg med at kaste op. Det stod ud af mig, som om jeg havde spist en hel masse mad, som bare skulle ud nu.
Jeg nåede at fange skraldespanden, fik åbnet døren og kaldte på Peter.
Jeg kastede op længe.
Det føltes rart, som om jeg havde været udspilet af mad, som ikke var fordøjet, på en eller anden underlig måde.

Ind og ligge igen. Tog et glas vand med ind. Tog en tår og lagde mig ned.
Med det samme startede opkastningerne igen. Voldsomt.
Jeg måtte ud på badeværeset. Alt indeni sved og brændte.
Jeg koldsvedte.
Ringede afdelingen op på Riget. Forklarede om de voldsomme opkastninger.
Sygeplejersken var noget i vildrede.
Måske jeg havde en virus.

Det endte med at hun bestilte en ambulance, som kørte mig ind på afdelingen, stille og roligt.
Jeg blev kørt på båren hele vejen op, med min brækpose, som jeg konstant måtte have i brug.

Jeg kom ind på min stue, og fik målt blodtryk etc.
-Tror du ikke min bughinde er sprunget, spurgte jeg sygeplejersken.
-Nej det tror jeg ikke sagde hun.

Nu skete det mest besynderlige.
De isolerede mig pga. virus.
Jeg så de næste 30 timer, kun personale i rumdragter, og der var sat et skilt på min dør, med påskriften "VIRUS, INGEN ADGANG"......
Jeg kastede op hver gang jeg indtog det mindste. Selv vandet til mine piller, startede en kaskade af opkastninger.
Da jeg ikke havde noget at kaste op, måtte jeg drikke mere og mere vand, fordi det gjorde så ondt at kaste op på tom mave.

Hele lørdagen forgik sådan. Lørdag nat var forfærdelig.
Jeg var sikker på, at min bughinde var sprunget, og troede jeg ville dø på denne stue. Isoleret og uden lov til at få besøg.
Jeg kan huske jeg lå med min tlf, og skrev i noter, hvor min søn skulle hen, hvis jeg døde.
At han skulle have tæt samvær med Sabine og at jeg håbede nogen tæt på ham, kunne overtage min lille søn.

Sygeplejerskerne kom kun når jeg hev i snoren. De skulle skifte tøj i gangen mellem min stue, og afdelingen. Så det var lidt besværligt.
På et tidspunkt, kommer en mand ind med maske og blå hætte på hovedet. Det var ved middagstid om søndagen.
-Kan du selv gå ud på gangen og lægge dig op i en seng? spurgte han.
-Hvorfor? Hvad skal jeg? Jeg kan næsten ikke bevæge mig, svarede jeg.
-Du skal scannes, og din seng er inficeret, så den skal blive på stuen.

Jeg krabbede mig ud af sengen, og nærmest kravlede ud på gangen. Uden maske, uden hætte. Med virus og stanken af bræk med mig.
Han hjalp mig op i sengen.
Kørte mig tværs gennem Riget, med sin maske på, bl.a. igennem en opholdsstue, hvor nybagte mødre, sad med deres små babyer i små senge.
Jeg VAR sgu da den der bar virusset, tænkte jeg.
Men jeg var ikke pakket ind i noget som helst.

Inde ved scanneren mødte jeg nye folk i rumdragter. Jeg kæmpede mig op på lejet. Træt og svimmel og påvirket af medicin, som jeg igen fik i drop. Jeg kunne jo ikke holde noget i mig.

Sov under scanningen, fordi der var så dejligt køligt i rummet.
Tilbage i sengen. Portøren havde ventet, så han kørte mig med det samme tilbage til afdelingen.
Ved min stue, måtte jeg ud af sengen igen, og selv gå ind i min egen seng.

Isoleret og træt efter det hårde arbejde, med at flytte mig rundt selv. Smerter der var ulidelige. Angst for at dø alene på stuen.

Efter en halv time, kom der en ny portør. Og en læge.
-Charlotte, din bughinde er sprunget, og dine tarme sidder afklemt. Du skal opereres med det samme. Har du spist og drukket?
- NEEEEEJ jeg har for helvede intet kunne kunnet holde i mig siden fredag. Skreg jeg efter ham.


Jeg vågnede på opvågningen, med den vildeste smerte, der jog henover min mave.
En sygeplejerske forklarede at det nok strammede lidt, fra bardunerne.

De satans barduner, som jeg vidste ville blive 14 dage i helvede at holde ud.
Men jeg var ikke død af tarmslyng denne gang heller.

Tilbage på min stue, blev smerterne værre og værre hen over maven. Der var sat et kæmpe stort hvidt plaster hen over barduner, og mine andre operationssår. Det gjorde ondt helt ind i kroppen, som om rygraden sad fast i bardunerne.
Jeg græd af smerte.
Peter kom på besøg. Jeg var ikke isoleret mere.
Jeg faldt i søvn, mens han forsigtigt masserede oven på det plaster som dækkede bardunerne.
Da jeg igen vågnede var jeg i smertehelvede.
En sygeplejerske kom med noget medicin. Hun spurgte om hvornår jeg sidst havde fået morfin.
-Ingen anelse. Jeg er lige opereret.
Hun var ude for at tjekke journalen, men kom tilbage og sagde, at der desværre ikke var skrevet noget fra opvågningen.
-Du får lidt morfin, sagde hun.
Jeg bad hende pille plasteret af, da det strammede så voldsomt fra de barduner. Jeg lå i fosterstilling, og kunne slet ikke rette mig ud. Så skar smerterne hen over maven.
-Vi må først fjerne plasteret efter 24 timer, svarede hun.

Jeg græd af smerter.
Om aftenen kom to læger. De ville have mig med på en undersøgelsesstue på modsatte side af gangen, for at lave en gynækologisk undersøgelse. De ville se om de ulidelige smerter, kom fra en mulig betændelsestilstand i underlivet.
Jeg skulle gå selv.
Bare at komme ud af sengen gjorde ondt.
De heppede lidt, og forklarede hvor vigtogt det var at komme i gang, for at mindske risikoen for blodpropper.
Jeg gik imellem dem. Eller jeg hang i mellem dem. Jeg kunne slet ikke rette mig op. Jeg græd højlydt af smerte, mens vi gik ud på gangen, og måske 10 m. hen ned af gangen, forbi pårørende og indlagte, som så på mig, fordi jeg hylende gik foroverbøjet, hængende i mellem de to læger.
-Flot Charlotte, sagde de da vi nåede undersøgelseslokalet.
Jeg skulle op på lejet, og have mine ben op i bøjlerne. Det var nærmest umuligt.
Men da benene endelig lå i bøjlerne, kunne jeg slappe lidt af. Min krop var igen foldet sammen ved maven.
-Fjern plasteret, sagde jeg. Det strammer så vildt inden under.
Samme svar. Først 24 timer efter operationen. Jeg skulle huske på, at jeg havde mange operationssår, samt nu også barduner i maven.
Jeg blev undersøgt. Ingen tegn på betændelse.
De forklarede mig, at de kunne se på mine blodprøver, at jeg havde en betændelsestilstand i kroppen. Tallene var tårnhøje, og jeg skulle have et drop i hånden, så de kunne give mig to slags penicillin direkte i årerne de næste dage.
Det blev lagt der på lejet. Jeg kunne ikke samle mig til at komme op at stå.

Men til sidst kunne det ikke udskydes mere.
Jeg skulle ned af lejet, og tilbage i min seng.
Det forgik på samme måde. Krabbe mig ned af lejet. Stå foroverbøjet, til de tog fat i hver side af mig, og vi i musseskridt gik tilbage samme vej, som vi var kommet. Jeg hylede.
Op i seng på stuen, nye smertestillende, efter spørgsmålet, om hvor længe siden det var jeg havde fået sidst.
Journalen viste ikke, at jeg havde fået om eftermiddagen!?

Om aftenen sad Peter ved min seng. Jeg halvblundede. At spise var umuligt. Jeg turde heller ikke. Det kunne betyde at jeg skulle op på toilettet.
En sygeplejerske, som jeg efterhånden havde set mange gange, igennem mine mange dage på afdelingen kom ind.
Hun lyttede på klagerne omkring det der strammede så forfærdeligt på min mave.
-Lad os dog se under plasteret, hvad der strammer sådan, siger hun.
-Jamen de siger at det ikke må tages af, svarede jeg.
-Det skal jo ikke gøre så ondt, svarede hun, og satte sig på sengekanten, og begyndte at løsne plasteret.
Dét gjorde også ondt.

Da hun havde fået det væk, kigger hun på min mave, og siger
-Jamen de har jo strammet bardunerne alt for meget, og dit maveskind sidder iøvrigt i klemme.
Hun begyndte at dreje ståltrådene lidt i begge sider, og på under et minut, havde hun fjernet de jagende, strammende smerter.
Jeg kunne falde tilbage i sengen, uden at skulle lægge i fosterstilling.

Min redningskvinde. Husker også hendes navn endnu ;)

............................................................................Nu skulle jeg komme mig, oven på en stor operation, samt en sprunget bughinde, som man syltede i to døgn, og ignorerede...
Jeg skulle komme mig, samtidig med, at jeg for et halvt døgn siden, havde troet jeg var døende. Jeg kunne rent faktisk have været død, der på min stue, isoleret fra omverdenen.  Fordi de kaldte min sprungne bughinde, for en virus.
Jeg skulle forholde mig til, og bearbejde, at jeg lå på en afdeling, som var eksperter i gynækologiske operationer, men som havde gloet på mig, som om jeg var hypokonder, og samtidig ikke havde styr på min medicin.

Samtidig lå jeg nu, på samme stue, og kunne se på den hylde, for enden af min seng, på de klude, brugte handsker, masker og vatfiduser, de havde efterladt der, da jeg var isoleret. Brugte, vel at mærke. Ingen havde ryddet det op, efter jeg var kommet tilbage efter min nye operation, og med tal, der viste at en bakterietilstand hærgede min krop.
Jeg lå med drop i hånden, hvor der blev postet penicillin i flere gange i døgnet.
På trods af at jeg var frikendt for virus, så var de klude, og handsker osv en bakteriekilde, som generede mine øjne.

Så da en ny patient tjekkede ind på min stue, var mit mål fyldt.
Hun var ung, og skulle opereres samme dag. Gardinet mellem vores senge blev trukket for, og jeg kunne høre hende blive vejledt i hvordan hun skulle tage støttestrømper på før operationen, hvornår hun ville blive hentet af portøren, og hvor hun ville vågne efter operationen.

Da gardinet igen blev trukket på plads, spurgte jeg den unge sygeplejerske, om ikke hun ville fjerne alle de bakteriebomber, der var efterladt på den hylde.
Hun gik uden at reagere på mit spørgsmål.
Dét skulle hun aldrig have gjort.
Jeg havde lige været efterladt i to døgns helvede i min seng. Nu var jeg trods smerter og barduner, klar til at gøre opmærksom på, at jeg var meget træt af mit ophold på Riget.

Jeg kravlede ud af sengen, fik mine penicillinposer hængt op på et rullestativ, til den slags, og gik med musseskridt ud på gangen.
- Hallo, råbte jeg. Er der nogen der vil fjerne de bakteriebomber på min stue? Der ligger faktisk en ung pige, samt UT og vi skal holdes fri for infektioner.
En sygeplejerske stak hovedet ud af personalestuen, og spurgte hvad jeg mente. I en tone der ikke passede en nyopereret Lotte, der samtidig var gået i overgangsalderen, og som i øvrigt var blevet overhørt, da hun var sikker på, at hendes bughinde var sprunget.
-Hvad jeg mener, råbte jeg. Jeg mener, at lavede jeg det svineri i hjemmeplejen, som I laver her, så kom jeg på forsiden af Ekstrabladet.

Hun forsvandt ind i personalestuen.
Jeg blev stående og ventede. Nu kom en anden sygeplejerske ud. Hun gik direkte mod mig, og smilede til mig.
-Charlotte, nu skal jeg hjælpe dig ind på stuen.
-Jeg skal fandme ikke hjælpes. I kunne have hjulpet mig, da jeg havde brug for det.
Hun gik ind på stuen, og henvendte sig til den unge pige i sengen ved siden af min.
Jeg gik over til min seng, og kunne se at den stakkels unge pige så helt forskrækket ud.
Min hjerne, som var i overgangsalder, og dopet af morfin, var fuldstændig ligeglad.

Sygeplejersken gik, UDEN at fjerne bakteriebomberne...

Jeg kravlede i seng. Lagde mig til at sove. Fuldstændig påvirket af alt det, de sidste dage havde budt mig, samt påvirket af en helvedes masse medicin.

Da jeg vågnede var jeg kampklar.
Den unge pige var kørt ned til operation.
Kludene lå stadig på hylden.
Jeg stod op, og vraltede i bad. Jeg havde besluttet, at jeg ville udskrives.

Efter badet dukkede en sygeplejerske op, for at sætte ny penicillin op til mig. Hver 6. time, blev to poser hængt op over min seng, og koblet til mit drop. Mine infektionstal var tårnhøje.
Jeg spurgte hende, om hun ville fjerne bakteriebomberne fra hylden.
Det var tydeligt, at hun ikke havde hørt om mine udbrud på gangen, eller kendte til historien om furien inde på stue 21. Men hun fortalte dog, på mit spørgsmål om hvornår den unge pige, i nabosengen kom op fra operation, at man havde valgt, at flytte hende på en anden stue, da der var god plads pt i afdelingen.
Ja ja tænkte jeg, enten har hun selv bedt om det, eller også har de vurderet, at jeg skræmte hende væk inden mørkets frembrud..
Nå men, hun fjernede det hele på hylden, mens hun brokkede sig pænt, over de kolleger som havde ladet skidtet ligge siden dagen før.

Jeg viste hende lige de usle badeforhold jeg også var ved, at få en hjerneblødning over.
I brusekabinen, på stuens badeværelse, var der skimmelsvamp på badestolen, og langs kanterne i hele kabinen. Tykke sorte rande, der lignede sort gele.
Desuden var bruseslangen knækket, og sat sammen med gazetape, som bruges til, at klistre på patienter, når de f.eks havde fået taget en blodprøve i armen, og lige fik en vatdut klistret fast i armbøjningen.
Gazetapen holdt slangen NÆSTEN tæt. Men små tynde stråler stod ud igennem tapen, som i øvrigt også var grå-sort af skimmel.
Jeg var så vred over, at bo i det svineri, med alle mine operationssår.

Hun kunne kun give mig ret, og ville kontakte en pedel.
(Jeg så i øvrigt aldrig noget til nogen pedel, i de dage jeg var der).
Jeg sagde til hende at jeg ønskede at blive udskrevet.
-Det kan du ikke blive, fordi du har drop i hånden, og skal have penicillin ad den vej de næste dage, svarede hun.
Jeg satte mig ned og hylede.
Jeg var så træt af sygehuse, og min søn skreg på mig derhjemme.
Han ville ikke besøge mig mere, fordi han ikke kunne klare alle de farveller, vi konstant stod i.

Sygeplejersken trøstede, og forklarede. Jeg hylede ufortrødent. Forlangte at blive udskrevet NU. Ellers ville jeg selv fjerne droppet og udskrive mig selv.
Jeg fulgte efter hende ud på gangen, og råbte højere og højere.
- Udskriv mig. Jeg kan ikke være i dette slagtehus mere.
Nu kom flere sygeplejersker til.
-Rolig Charlotte. Du kan jo ikke komme hjem. Bla bla bla... Jeg var rasende.
De tilkaldte en læge.
Hun kom meget hurtigt, og med meget pædagogisk stemme, forklarede hun mig, som om jeg var 4 år, omkring infektioner, og drop osv.
-Jeg forlanger, at blive udskrevet, svarede jeg.
-Fru Dølerang, sagde hun, nu må du altså tænke dig om.
-JEG HEDDER FANME IKKE DØLERANG, Men DE-LU-RANG, og jeg kan godt tage ansvar for mig selv, skreg jeg tilbage.
En professor blev tilkaldt, og i personalestuen kunne jeg høre de ringede efter Peter, og bad ham komme, og tale sin kone ned. Jeg var meget ulykkelig, sagde de.
Jeg var ikke ulykkelig. Jeg havde hospitalskuller, og ville hjem, til min søn. NU.
Professoren kom og forklarede i lægesprog, om div. farlige ting der kunne ske, omkring min bughinde, som jo havde været sprunget to gange nu. Om mit drop og penicillin etc.
Gik jeg ud af døren, gik jeg MOD LÆGENS RÅD, og måtte tage ansvaret selv, og i øvrigt søge egen læge ved nye problemer.
Jeg forsikrede ham om, at min egen læge havde 1000 gange mere forstand på bughinder og mig, end de havde.


Men jeg turde trods alt ikke gå mod lægens råd.
Så jeg skred i seng, og ventede på Peter, som jeg i øvrigt også overfusede, så meget at han gik igen, så hurtigt han kunne være det bekendt.


Da jeg seks timer efter igen, skulle have sat penicillin op, var det en ny sygeplejerske.
Aftenvagterne var mødt ind. Så jeg tog straks chancen.
Jeg spurgte om ikke nok hun kunne få en læge til at udskrive mig.
-Nej svarede hun. Men jeg kan få en læge til at vurdere, om ikke du skal smutte hjem og besøge din søn, når penicillinen er løbet ind. Så skal du bare komme igen efter 6 timer, når den nye medicin skal op, og så er det jo også ved at være nat.

Jeg kunne have kysset hende.
Hun fik tilkaldt en kvindelig læge. Den samme som havde sendt mig hjem, om fredagen med en sprunget bughinde, og forsikret mig, at det slet ikke var farligt.
Hun var ikke meget for, at sende mig hjem nu. Jeg protesterede.
Til sidst sagde hun, at hvis jeg absolut ville hjem, så skulle mit drop seponeres. Man sendte ikke folk hjem, med direkte adgang til en årer i armen.
-Jamen jeg kommer igen i aften, protesterede jeg.
-Hvis du vil hjem, skal droppet ud, og du får lagt et nyt når du kommer tilbage. Slut!  Var svaret.

Jeg er meget svær, at lægge drop på, da jeg har rulle-årer, og de i øvrigt er meget svære at se.
Hun var ligeglad. Skulle jeg absolut hjem, blev det uden drop i armen.
Jeg ville hjem. Om så de skulle lægge 30 nye drop.
Hun seponerede droppet, og jeg ringede efter en taxi.

Hjemme hyggede jeg med min søn. Ham og min mand var ikke så gode sammen, så dagene var lange for ham. Han savnede sin mor. I øvrigt var jeg blevet indlagt torsdag, mens han var i skole, og fredag nat mens han sov, lige efter at være kommet hjem.
Han brød helt sammen, da han blev klar over, at jeg skulle ind på sygehuset igen til midnat, for at have medicin og sove.
Han var stort set utrøstelig, og jeg fortrød faktisk lidt, at jeg var taget hjem. Min søn led så frygteligt.

Han kørte med ind for at aflevere mig. Da vi kom op på afdelingen, mødte vi den ene endometrioselæge, der havde med til at operere mig, som nu havde aftenvagt, og i øvrigt ro på operationsgangen.
Han gik med ind på stuen for, at høre hvordan det gik med mig, og var meget ked af, at have erfaret at min bughinde igen havde været sprunget.
Sygeplejersken kom ind for at lægge drop.
Da han blev klar over, at det var seponeret fordi jeg havde været hjemme på besøg, blev han meget vred.
Han spurgte, om jeg havde lyst til at sove hjemme, så kunne jeg vente til kl. 8 næste morgen, med at komme og få medicin.
Ja bestemt. Jeg var kold over, at de skulle lægge nyt drop hver gang. Jeg ville så gerne sove sammen med min søn.
- Han lagde droppet på mig, satte medicinen op, og lod det kører lidt hurtigere ind end normalt.
Da det var gjort, sagde han til sygeplejersken, at jeg måtte tage hjem MED droppet i hånden. Hun skulle proppe det til, og så tog han ansvaret for, at jeg ikke fyldte det med narkotika, eller blomstervand, som han sagde.

Fra da af sov jeg hjemme, og kom kun ind og fik penicillin i mit drop. Bardunerne var som ventet et helvede. Men set i lyset af det første halve døgn, hvor de var strammet for meget, var det peanuts.

Selve ophelingen af mine operationssår forløb uden problemer. Men efterhånden som jeg trappede ud af morfinen, dukkede nyresmerterne op igen.
Kateteret gnavede og bed i min nyre.
Jeg kunne kun ligge på min højre side, for smerten i venstre nyre var sindssyg.
Når jeg gik i seng og havde lagt mig til rette, med puder der støttede barduner, og mavens mange clips, kaldte jeg på Mille, min norske skovkat, som elskede at sove ovenpå en af os.
Så klappede jeg på min venstre hofte, og hun lagde sig der, så hun lå på hoften og op over nyren. Når hun så lå der og varmede, og begyndte at spinde, så kunne det faktisk hjælpe på smerten. Især hendes spinden dulmede, lige som når jeg rokkede frem og tilbage.

Jeg glædede mig til, at få fjernet bardunerne, og derefter clips, og til sidst JJ-kateteret i nyren.

Først kom jeg af med clips og barduner.
Præcis 1 måned efter den store operation, blev jeg scannet i nyrerne, og lægen valgte at trække mit kateter ud, på min opfordring, uden den mindste smule bedøvelse.
Smerten forsvandt i samme sekund, kan hev det ud.
Jeg fulgte faktisk med på skærmen, da han med en lille tang med kamera, fandt vej gennem urinrøret, videre gennem blæren, og fandt det lille kateter, som han med et snuptag hev med ud.

Nu var jeg færdig for denne gang.

Endometriosen havde kostet mig 14 operationer, på 4 år. To gange en sprungen bughinde. 30 års menstruationshelvede, med vilde smerter, og en cyklus der hed fifty-fifty. 14 dages menses, og 14 dages pause.
Det var muligvis også endometriosen, der havde en finger med i spillet, da min datter døde i min mave, 10 dage før hun skulle være født. Den del finder jeg aldrig ud af.
Endo'en har efterladt mig med så mange ar inden i min krop, og udvendig, som jeg hver dag mærker i form af arvæv der generer.
Men de psykiske smerter er faktisk det værste.
Jeg ville ønske at en, måske to operationer, havde kunne gøre det.
Havde man taget min livmoder og æggestokke, ved den første operation på Slagelse sygehus i 2008, havde jeg ikke skulle igennem de næste 13 operationer.

Jeg har søgt om erstatning for de forskellige forløb. Men er blevet afvist, da læger og sygeplejersker gjorde hvad de fandt rigtig.
Ingen kunne jo vide at min bughinde var sprunget...

Nu er der gået 2 ½ år efter operationerne. Jeg er stadig sygemeldt, da jeg ikke kan løfte, hive og trække i så meget, uden vilde smerter i arvævet. Min bughinde kan springe igen. Faktisk bare ved et nys.
De psykiske efterdønninger har været ekstreme. Overgangsalderen forfærdelig.
Det er den stadig. En kunstig frembragt overgangsalder, er ikke nem at medicinere.

Men jeg døde ikke.

Når de næste uundgåelige operationer kommer, grundet det arvæv der stadig brokker sig, så bliver det med en meget mere forberedt patient.
Jeg ved godt de siger, at colostomien blive uundgåelig næste gang.

Men de får ikke lov at overse en sprunget bughinde igen.
Så ringer jeg selv efter en ambulance fra min hospitalsseng, og beder om at blive fragtet på et andet sygehus.























































Kommentarer